29.03.23 | Nyheder

På Forskolen har Mette vundet over sin ordblindhed

Alder og ordblindhed holder ikke Mette tilbage fra at gå efter sin drøm om at arbejde hos Politiet. Efter hun har været på Forskolen til Politiskolens intensive forberedelseskursus, er hun ved at være tæt på.

Står ved siden af taxa

Mette drømmer om at arbejde hos Politiet, men ordblindhed har givet hende udfordringer. På Forskolens intensive forberedelseskursus har hun fået styr på grammatikken, og hun er snart klar til at gå op til Politiskolens optagelsesprøve.

Meningsfuldt brancheskift

Mette er 52 og har været kørende sælger i 20 år. Hun har solgt alt fra kemi til kaffe, så hun er en haj til effektiv kommunikation. Hun har længe haft et ønske om at bruge sine kompetencer til noget andet – til noget mere meningsfyldt.

”Jeg brænder for at hjælpe mennesker, og jeg tror, at jeg kan være med til at gøre en forskel hos Politiet.”

Dumpede på dansk

I 2020 skulle det være, og Mette tog til Politiskolens optagelsesprøve. Men det lykkedes ikke.

”Jeg dumpede på casen og fik at vide, at jeg skulle arbejde med mit sprog. Jeg skulle hjem og træne grammatik.”

Det var egentlig slet ikke så mærkeligt, at Mette ikke klarede prøven i dansk. Det viste sig nemlig, at hun faktisk var lettere ordblind, noget som desværre ikke var blevet opdaget, da hun gik i skole.

Men Mette er ikke én, som lader sig slå ud af noget. Hun ville videre, så hun begyndte at gå til ordblindeundervisning hver uge. Men efter et år, synes hun ikke, at hun havde rykket sig nok, og hun følte sig derfor stadig ikke klar til at prøve Politiskolens optagelsesprøve igen.

Forskolen gav Mette den hjælp, hun havde brug for

Mette blev anbefalet at tage et forløb på Forskolen til Politiskolen, hvor halvdelen af tiden koncentrerer sig om at forberede kursisterne på Politiskolens danskprøve. Og det kan Mette nikke genkendende til, for allerede efter 8 uger kunne hun mærke en forskel.

”Jeg har rykket mig helt vildt i dansk. Jeg startede med at have 30 fejl i vores grammatiktest, og nu kan jeg bestå. Og hvis jeg fortsætter med at arbejde med dansk på denne måde, så kan jeg komme op på et 4-tal til optagelsesprøven. Måske ligefrem et 7-tal. Og det havde jeg aldrig regnet med før.”

At hun har kunnet udvikle sig så meget, og så hurtigt, skyldes undervisningen på Forskolen.

”Jeg er så imponeret over den hjælp, jeg har fået her. Jeg har aldrig før fået dansk grammatik forklaret så grundigt.”

Fysikken flyttede sig

Det var ikke kun i dansktimerne, at Mette har mærket en forskel. Som tidligere flittig løber var Mette i god form, da hun startede på Forskolen. Men hun fandt hurtigt ud af, at hun kunne blive endnu skarpere til de discipliner, som man bliver testet i til de fysiske prøver.

I stående længdespring gik Mette fra at kunne springe 1,60 til 1,83 meter. Og i 2400 meter løb gik hun fra 13,12 minutter til 12,25 minutter. Og hun har indtil nu øget sit bænkpres fra 30 kg. til 40 kg.

“Jeg føler mig meget bedre forberedt nu. Så jeg håber, at jeg kommer igennem nåleøjet denne gang.”

Bliv klar til Politiskolens optagelsesprøve

Drømmer du også om at komme ind på Politiskolen, men er nervøs for optagelsesprøven? Så er Forskolen noget for dig.

Læs mere om, hvordan du bliver rustet til prøven her.

Cookies